Hvem er jeg?
Filosofi
Min tilgang til hestetræning tager udgangspunkt i respekt for hesten. Det omfatter både hestens fysiske og mentale trivsel samt omtanke for den enkelte hests unikke personlighed og behov.
Hver hest bærer en historie med sig gennem livet: erfaringer, oplevelser, styrker, udfordringer og måske tidligere skader. Alt dette påvirker, hvordan hesten reagerer i træning, i håndtering og i mødet med nye situationer. Derfor tror jeg ikke på standardløsninger. Dét, der fungerer godt til én hest, passer ikke nødvendigvis til en anden.
Jeg gør mig umage for at tilpasse træningen til den enkelte hest; og mennesket bag den. For vi kommer også med erfaringer, forventninger, vaner og mønstre, som påvirker samarbejdet med hesten.
Min filosofi bygger særligt på tre grundsten:
1) Menneskets indre og ydre balance
Heste reagerer ofte langt mere på os, end vi altid selv er klar over. Som rytter påvirker din balance, opstilling, vejrtrækning og spændingsniveau hestens måde at bevæge sig og reagere på. Det samme gælder, når du står på jorden ved siden af din hest: vores kropssprog, følelser, timing og signaler betyder mere, end man umiddelbart tænker.
Jeg startede en uddannelsesrejse indenfor Centreret Ridning® tilbage i 2017, som har gjort mig meget mere bevidst om hvor stor indvirkning vi ryttere har på heste. Idag bruger jeg som level 2 instruktør principperne til at optimere ekvipagers samarbejde og oplevelse af samhørighed med fokus på en balanceret opstilling, afspænding, harmoniske signaler og sunde bevægelsesmønstre.
Fra 2022-2023 læste og bestod jeg modullet “Rideterapi og Hesteassisteret Praksis” på VIA i Aarhus med formålet at blive klogere på hestes terapeutiske effekt på mennesker og det særlige rum, vi kan opleve med dem.
Samlet set har det givet mig en stor forståelse for at små ændringer hos rytteren eller mennesket omkring hesten kan ofte skabe store forandringer i kommunikationen og oplevelsen af samarbejdet.
For mange bliver arbejdet med heste også en personlig rejse. Heste har en særlig evne til at gøre os mere bevidste om os selv; vores tålmodighed, tydelighed, nervesystem, spændinger og vaner. Det er netop derfor samarbejdet med dem kan lære os utroligt meget.
2) Indre motivation og bevægelsesglæde
At se hesten i bevægelse er en betagende ting: den er majestætisk, elegant og kraftfuld på én gang. Men det stiller også store krav til hestens krop og mentale trivsel, når vi leder efter samme ynde, udholdenhed og styrke i træningen.
Derfor er det vigtigt for mig, at heste får mulighed for at finde glæde, lethed og motivation i bevægelse; både med og uden rytter.
Jeg har siden mine unge arbejdet med klikkertræning som et hjælpemiddel i træningen. Men i 2018 mødte jeg træningsfilosofien Intrinzen, som satte større fokus på motivation, hestens autonomi og bevægelsesglæde, end jeg før havde oplevet. Her blev klikkertræning sat i centrum som kommunikationsform, og jeg har siden været facineret af, hvor stor en forskel det kan gøre, når hesten inviteres fremfor at blive presset.
Når der bliver plads til nysgerrighed, tydelig kommunikation og frivillighed, ser jeg ofte både større selvtillid, bedre bevægelse og mere overskud hos hesten. Derfor har jeg siden 2021 arbejdet tæt med Intrinzens med-grundlægger Steinar Sigurbjörnsson, som i undervisning med mine egne heste har givet mig mange redskaber og indsigter til at hjælpe heste og deres mennesker mod mere bevægelsesglæde.
Det er en fornøjelse at opleve, hvor mange ryttere og ejer, der finder det meningsfuldt at mærke en mere gensidig kommunikation og tydeligere kontakt med deres hest.
3) Klassisk ridekunst med moderne forståelse
Jeg er inspireret af de klassiske principper for uddannelse af hesten, hvor fokus er på balance, lethed og systematisk opbygning af styrke, balance og smidighed over tid. Siden jeg som ung teenager stoppede med at ride stævner, har jeg været så heldig at have undervisere, som jeg i bakspejlet kan se, har ledt mig ned af en vej med tilgange og værdier fra den klassiske ridekunst.
Derfor handler dressur for mig ikke om hurtige løsninger eller at presse hesten ind i en form. Det handler om at opbygge lette signaler, gensidig forståelse og en fysisk stærk, smidig og holdbar hest – fra jorden til sadlen og videre ind i hestens seniorår.
I 2026 startede jeg på det første uddannelseshold i Danmark i Philippe Karls ‘Ecolé de Légèreté’ instruktøruddannelse. Det er et 3-årigt forløb om uddannelse af hest og rytter, undervisningspædagogik, teori om anatomi, biomekanik m.m. med løbende eksaminer.
Det er en spændende rejse, hvor de klassiske rideprincipper forbindes med nyere viden om hestens adfærd, indlæring og motivation.
På den måde oplever jeg at komme hele vejen omkring hesten – både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.
Hestene
Mine læremestre
Hestene er og bliver facitlisten for, hvad og hvordan vi kommunikerer og begår os. Er du ufokuseret, stresset, frustreret eller usikker, så vil hesten være en spejling af dette. Så når noget bliver svært i træningen, prøver jeg først at forstå hvorfor: både hos hesten og mennesket. Ofte fortæller udfordringer os noget vigtigt om kommunikation, forventninger eller forudsætninger.
Der er altid utroligt meget at lære af de kvaliteter, som hestene besidder, og jeg er taknemmelig for de lektioner, som jeg har fået af både mine elevers og mine egne heste:
✝︎ Baunty (1994-2017)
Picasso (2005-..)
Fazion (2016-..)
✝︎ Moon (2011-2021)
✝︎ McFly (2000-2026)
Karisma (2016-...)
Fabian (2012-...)


